Hvorfor nu et forlag?

Det er egentlig en kort historie, men jeg skal forsøge at gøre den så lang som muligt.

For snart fem år siden – cirka 20 år efter, at min første søn kom til verden – fik jeg mit fjerde barn. Et drengebarn ligesom de andre tre. Jeg har fordelt mit afkom ud over tre årtier, vil man bemærke. Den slags kan man sige meget om, og det er man velkommen til, hvis det ikke kan være anderledes.

Som nybagt far i en noget fremskreden alder bliver behovet for at kunne diverse godnatsange udenad pludselig aktuelt igen. Og jeg måtte erkende, at hverken “Elefantens vuggevise” eller “Solen er så rød, mor” rigtig havde nået at bundfælde sig i løbet af årene, hvor de tre storebrødre gik med ble. Altså stod jeg nu mangen en aften med et næsten sovende barn og en bogstaveligt talt halvkvædet vise.

Hvad fanden er det nu lige, der rimer på de dér sprækker, som Kalendervender Tage kan kravle ind igennem?…

Derfor blev det til en betragtelig mængde faderlige feberredninger og løse lyriske hofteskud for at få linjerne til at rime. Rimene var ikke alle lige gode, ej heller lige stuerene – men ganske underholdende for mig selv. Og knægten endte som regel med at falde i søvn.

Den mellemstørste bror spurgte under en af disse godnatsangseancer, hvorfor jeg egentlig ikke skrev en bog med børnedigte. Og jeg tænkte: “Ja – hvorfor gør jeg egentlig ikke dét?” Så om aftenen satte jeg mig ned med en ternet blok og gik i gang, og efter en uges tid havde jeg en ganske solid stak af skæve fortællinger og utrolige løgnehistorier liggende, som jeg stadig ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med.

Jeg gik i gang med at illustrere et par stykker for ligesom at have noget at vise frem til et muligt bogforlag, og det var her, jeg skød mig selv i foden. Jeg gik alt for ihærdigt og detaljeret til værks, så det tog populært sagt en krig at færdiggøre de første to illustrationer. Men jeg har aldrig været særlig god til at stoppe i tide, og jeg syntes jo, det skulle se ordentligt ud, så der var intet andet at gøre. Tegnebordet fangede, kan man sige.

Jeg blev overraskende vel modtaget af det forlag, jeg havde i kikkerten, og de var meget begejstrede for tegningerne såvel som digtene. Jeg blev sågar tilbudt en aftale om udgivelse, som jeg så gik hjem og grublede lidt over. Der var ikke opsat nogen plan eller deadline endnu, så jeg gav det hele lidt tid. Jeg tegnede videre, når der var luft til det, og med tiden blev jeg mere og mere overbevist om, at jeg ville tage forlagets positive reaktioner som et tegn på, at jeg nok ikke var helt galt afmarcheret – men også at jeg ville udgive bogen selv. Og jeg var slet ikke i tvivl om, at forlaget skulle hedde Trælår.

Det er der så gået tre år med. Tre år, hvor jeg har tegnet mig selv fuldstændig i knæ, fordi jeg sætte barren for højt, da jeg startede.

Og nu kan jeg snart se en ende på det. Det bliver en bog med fjollede, fumlende, fabulerende, legesyge, løgnagtige digte for børn og i et vist omfang også for deres forældre. En bog, der udspringer af barndommens fantasi, hvor alt kan lade sig gøre. Det er jo dét, der er så enestående ved børn; der er ingen grænser for, hvad der er muligt. Hvis man fortæller et barn, at grunden til, at man er væk hver dag fra 8 til 16, er, at man arbejder som sørøver – så er far sørøver. Punktum. Og megasejt oveni.

Børn dømmer ikke. De er supersociale og giver plads til alle. Det er først, når de begynder at lytte til, hvad de voksne siger, at det går galt. Så bliver der bygget mure og gravet grøfter og sat hegn op. Så er der pludselig nogen, vi ikke kan enes med – nogen, vi ikke kan stole på – nogen, vi ikke kan lide – nogen, vi ikke vil acceptere.

Men indtil da er der plads til alle. Plads til onklen, der har måne. Plads til tanten, der har skæg. Plads til geder, der fiser med mad i munden. Plads til bløde hatte, eddikesamlinger, kakkelborde, hvalgarager og muskelmænd.

Derfor håber jeg også, der bliver plads til min bog, når den engang udkommer på mit eget lille forlag.