Selv for en halvgammel, hyperanalog håndtegner som mig er der ingen tvivl om, at computerteknologien har været en velsignelse for de grafiske fag. Alene mulighederne for at redigere, skifte mening, lave om, fortryde, lave om nok engang for så at fortryde, at man skiftede mening til at begynde med…

Det er en fantastisk ekstra livline.

Selvsagt kan dette nærmest endeløse sikkerhedsnet medføre, at man holder op med at tænke sig ordentligt om, før man påbegynder sit arbejde, og den slags giver naturligvis de gråskæggede iblandt os ekstra rynker mellem brynene. Men nok om det. Det er en anden historie.

I en snart svunden tid, hvor illustrationer blev lavet med pensel (Winsor & Newton) og tusch (helst den vandfaste fra Pelikan) på papir (f.eks. den tunge Schoellershammer 4G) efter detaljeret skitsering med en lyseblå non-repro blyant (fra Staedtler), var der ingen eller meget lidt plads til fejltagelser – og dermed heller ikke de store muligheder for at rette op på disse.

Selvfølgelig havde vi tricks. Meget kunne reddes med såkaldt “fjumre-lak”, køkkenrulle, vatpinde, rensebenzin, skalpelblade osv. Men hvis man var så tankeløs at efterlade en ufærdig illustration på sit bord i umiddelbar nærhed af et åbent blækhus eller med tegneredskaber af mere permanent natur liggende frit fremme, kunne man meget nemt få et indblik i, hvad “uopretteligt” egentlig betyder.

Især hvis man havde små børn i huset.

Nu bor jeg sammen med en dreng på knap 5 år, og derfor er jeg generelt omhyggelig med at gemme mine ting væk, låse dem inde eller bolte dem fast i hans vågne timer. Og hvis jeg stadig arbejdede 100% analogt, ville jeg være en ørn til at skrue låget på mit blækhus. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Og det er her, teknologien virkelig viser sit velsignede, engleblide og alttilgivende væsen:

Efter at have streget skitser op til min børnebog et par timer havde jeg for en kop kaffes tid vendt ryggen til min Mac, min tegneplade og – ikke mindst – min knapfemårige.

Hvis dette var sket for 20 år siden, ville skaden have været katastrofal! Den ville have involveret tusch på papir – og en enten højt skrigende eller tungt sukkende far. Muligvis begge. Nu var det ikke værre, end at det kunne løses med et par fortryd-kommandoer og en faderlig irettesættelse, der næppe gav knægten det indtryk, at han havde gjort noget meget forkert. Og det havde han jo heller ikke.

I bund og grund ville han bare gerne være med.

Længe leve børnenes nysgerrighed! Hurra for teknologien! Og thank fuck for cmd-Z!